Pasning af Rhododendron
Hvem drømmer ikke om et blomstrende højbed med rhododendronbuske i haven? De smukke blomster er betagende, men udplantningen og vedligeholdelsen kræver bestemt også en grad af pasning. Hvis du har tålmodigheden og motivationen til den slags, så får du til gengæld en blikfanger af en helt anden kaliber.
Måske er du flyttet i et nyt hus med en have, hvor der i forvejen står en rhododendronbusk, som trænger til noget kærlighed? Det kan også være, at du har anlagt højbedet med rhododendron helt perfekt med en plads i halv skygge og halv sol, men nu er i tvivl om, hvordan du passer dem allerbedst? Uanset hvad, så håber vi, at dette indlæg kan gøre dig klogere på emnet.
Hvornår gøder man rhododendron?
Når du gøder, giver du planten næring, så den kan blomstre år efter år. Med netop rhododendron er det bedst at gøre årligt omkring marts-april, så gødningen giver et ekstra skud energi til planten, inden den blomstrer. Du kan med fordel gøde igen midt på sommeren, så du hjælper de nye skud på vej til at danne sig.
Når du gøder rhododendron, er det vigtigt at gå efter en type af gødning, som passer til netop denne blomst. Den er tilpasset og blandet med den rette pH-værdi, så du får det bedste resultat.
Hvornår beskærer man rhododendron?
Skal din rhododendron beskæres, fordi den er blevet for stor, eller er der blot tale om vedligeholdelse? Som tommelfingerregel skal du gå efter at beskære over de tydelige knopper på grenene. Hvis der er tale om en kraftig beskæring, anbefaler vi at gøre det i midten af foråret, så den kan nå at danne nye skud. Er der blot tale om vedligeholdelse, bør du gøre det, så snart din rhododendron er færdig med at blomstre.