Pasning af tomatplanter
Tomater er en af danskernes helt store favoritter i grøntsagsskuffen. Den kan spises som snack, den kan spises i salater, og så giver den også en fantastisk smag til diverse simreretter. Er tomaten også en af dine foretrukne grøntsager? Så er det bare med at føre ambition, om at dyrke dem selv, ud i livet!
Selvom det kan være svært at forestille sig, at den søde smag og den intense røde farve er til at dyrke på dansk jord, så er det faktisk slet ikke så svært med den rette pasning og de rette forhold. Og du kan være helt sikker på, at tomaten får en langt bedre og intens smag, når de kommer direkte fra din have.
Hvornår kan man plante tomater ud?
Du kan plante tomater på to måder; frø eller tomatplanter. Både dyrkningen og plantetidspunktet afhænger af, hvilken plantemetode du vælger. Tomatfrø skal forspires, inden de kommer i jorden, og derfor skal du med god grund være ude i lidt bedre tid, hvis du ønsker en god høst.
Det vigtigste, når du skal plante tomater, er at du venter til nattefrosten er helt ovre. Derfor skal vi ofte hen i maj, før vi kan være helt sikre på det. Hvis du forspirer, skal du altså have gang i den proces omkring marts.
Forspiring af tomatfrøene
Når du skal forspire, kan du bruge enten en spirebakke, urtepotte eller et minidrivhus. Fordel en så- og priklemuld i beholderen og lav 1 cm dybe huller, hvor frøene kommer i. Dernæst skal frøene dækkes til med jord, og så skal de placeres ved stuetemperatur. Det er bedst, hvis beholderen kommer i en hvid plastikpose, indtil du kan se, at frøene spirer. På det tidspunkt skal beholderen tages ud af den hvide plasticpose, så spirerne kan få en masse lyse – gerne i en vindueskarm.
Hvordan dyrker man tomater i højbed?
Endelig er det tid til at få planterne i jorden og starte dyrkningen helt rigtigt! Det er nemt at plante i højbed, da du selv kan vælge placeringen og sikre, at jorden har de rette forhold. Tomater skal plantes dybt, og her er et højbed også en fordel. Som tommelfingerregel gælder det, at kun ca. 1/3 af planten skal være over jorden. Vælg størrelsen på dit højbed ud fra, hvor mange tomatplanter du vil plante – der skal gerne være 50-100 cm mellem hver tomatplante.
Hvor meget gødning skal tomater have?
Tomater er en af de grøntsager, der virkelig har godt af gødning! Gødningen hjælper med at give den helt rette smag samt ende ud med en endnu bedre høst. Du kan vælge en flydende tomatgødning, og som navnet antyder, er den fuldstændig tilpasset tomatplanternes behov. Du skal blot blande den flydende gødning i det vand, der er angivet som blandingsforhold og så vande planterne, som du ellers ville gøre.
Pasning af tomatplanter
Du skal være mest opmærksom på vandingen af dine tomatplanter i den spæde start, men generelt er det vigtigt, at du vander regelmæssigt gennem hele vækstsæsonen. Hvis du fornemmer, at jorden omkring dine tomatplanter kæmper med at holde på fugten, kan du fordele med barkflis.
Og så er det ellers bare at håbe på en god sommer med høj sol. Det har nemlig stor betydning for dine tomaters endelige resultat, hvorvidt det har været en regnfuld eller en solrig sommer.
Beskæring og opbinding af tomatplanter
Nogle tomatplanter bliver så høje, at du er nødsaget til at beskære dem, så de holder formen. Det gør du ved at fjerne alle sideskud og et udpluk af bladene. Gå efter de blade, som skygger for meget for solen eller er gule eller visne. Husk at tjekke dine tomatplanter ugentligt for at tage arbejdet løbende.
Det er også en god idé at opbinde tomatplanterne, så de ikke falder forover og ned på jorden. Brug eventuelt en pind, som du kan binde tomatplanterne opad ved hjælp af noget snor.
Høst dine tomater
Fordelen ved tomater er, at du nemt kan vurdere, om de er klar til høst eller ej. Se på tomatens farve og mærk på konsistensen for at være sikker på, at den er, som du kan lide den. Tomaterne skal helst ikke falde ned, hvis de lander på et hårdt underlag, men du bør alligevel stræbe efter at lade dem hænge så længe som muligt.
Hvis du vil bevare den gode smag i tomaterne, skal de blot opbevares på køkkenbordet efter høst. Holdbarheden forlænges dog i køleskabet, men du skal være opmærksom på, at det kan påvirke den gode smag. Du skal have høstet alle dine tomater inden frosten, da tomatplanter ikke kan overleve i frostgrader.
Få inspiration til andre grøntsager i højbed her.