Grøntsager i højbed
Forestil dig at du, i stedet for at hente et plastikindpakket salathoved eller masseproducerede gulerødder i supermarkedets køledisk, kan hente de samme grøntsager friske og hjemmedyrkede ude i haven. Ikke nok med at det er en voksende trend at være selvforsynende til en vis grad, så kan vi også garantere, at du får både lækrere og mere velsmagende grøntsager i din madlavning.
Men en vellykket køkkenhave er ikke noget, du blot dyrker fra den ene dag til den anden. Det kræver både grundigt arbejde og tålmodighed at få en frodig køkkenhave, men hvis du ønsker at gøre forholdene en tand lettere for dig selv, kan du vælge at plante i højbed. Her får du nemlig mulighed for at starte på en frisk med jordforhold, der opfylder grøntsagernes behov. Samtidig slipper du også for en masse lugen af ukrudt, som heldigvis ikke har særligt gode forhold for at vokse i et tætbeplantet højbed.
Hvilke grøntsager kan plantes i højbed?
Stort set alle grøntsager kan plantes i dit højbed, så længe du er opmærksom på, hvilke forhold de står bedst under. Med andre ord bør du altså blot gå efter, hvilke grøntsager du bedst kan lide, og hvilke I oftest spiser i familien.
Nogle grøntsager har klare krav til, hvor de skal placeres for at vokse bedst. Derfor er det helt naturligt en god idé at tænke over dette, når du sammensætter din variation af grøntsager i dit højbed. På den måde giver du planterne de bedste vækstforhold.
Når du køber ind til din køkkenhave, bør du overveje, om du vil sætte planter eller frø. Planter kan åbenlyst høstes tidligere, men der er også noget særligt ved at se planten danne sig fra frø til grøntsag.
Før du går i gang med at plante:
Fælles for alle grøntsager er, at de trives bedst i sol. Derfor er det vigtigt at placere dit højbed et sted, hvor der er så meget sol som muligt i løbet af dagen. Når der er styr på det rette spot, er jordforholdene vigtige at undersøge. Når du planter i højbed, skal du heldigvis ikke forholde dig til jorden på samme måde. Vælg en let jord fuld af næring tilsat organiske materialer, og så har du de perfekte forhold til, at rødderne får den næring, de skal have og vokser godt.
Udfordringen ved at plante forskellige grøntsager er, at de hver især kan have forskellige optimale plantetidspunkter. Undersøg de planter du har valgt, alt efter om det er krydderurter eller grøntsager, så du sætter dem i jorden på de bedst mulige tidspunkter. På samme måde er der nogle grøntsager, der kan høstes flere gange på et år, hvorimod andre kun kan dyrkes én gang i hver vækstsæson.
Pasning og pleje af din køkkenhave
En køkkenhave kræver pasning og pleje, hvis du skal blive ved med at få glæde af dine grøntsager. Opstår der ukrudt i bedet, er det bedst at fjerne det så hurtigt som muligt, så det ikke overtager dine planters næring.
Du bør kun være nødsaget til at vande i meget tørt vejr, da højbedene hjælper med at holde jorden fugtig og mindske fordampningen. Hvis du blot tjekker efter i ny og næ, om jorden er en smule fugtig, så er du dækket ind. Sørg for, at jorden aldrig er helt tør. Gødning er ikke et krav, men dine grøntsager vil kun have godt af det, hvis du giver dig i kast med det. En omgang flydende gødning én gang om måneden kræver ikke meget, men til gengæld holder du planterne sunde og skadedyrene væk.