Pæoner i haven
Pæoner, også kaldet bonderoser, er en stor favorit både i buketter og i haven – og vi forstår godt hvorfor. Det er nemlig en af de blomster, der udstråler sommerlig romance på en måde, så det er svært ikke at blive glad i låget. Drømmer du om pæoner i haven? Så læs med her.
Sådan kommer du godt i gang
Når du har besluttet dig for at plante pæoner, er det vigtigt at få styr på placeringen, tidspunktet, jordforholdene samt teknikken.
Den helt rette placering er et sted med så meget sol som muligt – gerne i læ. På den måde får du den smukkeste og bedste blomstring, uden at du skal bekymre dig om, at det næste blæsevejr får pæonernes stilke til at knække.
Jordforholdet skal gerne være muldrig med masser af næring. Det skyldes, at pæoner ikke må tørre ud, men samtidig heller ikke skal stå i en våd jord. Her kan det være en god idé at vende noget kompost i jorden for at skabe de rette forhold.
Pæoner er ikke så kræsne, når det kommer til plantetidspunktet. Så længe jorden ikke er frossen, kan du plante dine pæoner ud, så snart du har anskaffet dem. Grav et hul i jorden, og sørg for at jorden er godt løs. Dernæst placerer du planten ca. 3 cm under jordoverfladen, før du fylder plantehullet med jord. Du skal kun vande, hvis jorden er tør, og der ikke er regnvejr i sigte.
Pasning i alle sæsoner
Når du skal passe pæoner, er kunsten at finde den helt rigtige balance for, hvornår jorden er fugtig. Pæoner må nemlig ikke stå helt tørt, men heller ikke vådt, og så længe der er styr på den del, stiller de faktisk ikke de store krav for at give en smuk blomstring til gengæld.
Til foråret kan du dog supplere med en smule gødning, hvis det er nødvendigt. Ellers er det vigtigste at udstyre dine blomster med en form for støtte, så blomsterhovederne ikke bliver for tunge og vælter.
En af de helt store fordele ved pæoner er, at de er utroligt hårdføre i vinterperioden. Det betyder, at du ikke nødvendigvis behøver at dække dem til for at sikre, at de blomstrer igen året efter. Hvis du synes, kan du dog lægge kompost rundt om planten.