Dyrkning af salvie
Salvie er både en højtelsket krydderurt samt et smukt og farverigt indslag til haven. Når du skal plante salvie som krydderurt har du at gøre med en variant, som hverken stiller store krav eller er besværlig at arbejde med. Den er højtelsket i både det salte og søde køkken, og mange nyder også at lade den give smag til teen. Den allerstørste fordel ved salvie er, at når du først har dyrket den, kan du få glæde af den året rundt – og det er bestemt ikke givet med krydderurter i det danske klima.
Forskellige typer af salvie
Salvie er ikke blot salvie. Der findes et væld af forskellige sorter, men vi vil primært fokusere på dyrkning af krydderurten til madlavning fremfor staudesalvien, som blomstrer og pryder haven.
- Salvie til madlavningen
Salvia Officinalis, også kendt som Lægesalvie, er populær som smagsgiver i både madretter og te. Planten har grønne blade året rundt, og du bliver mødt af en skøn duft, når bladene berøres.
- Salvie til blomstring
Staudesalvie blomstrer hele sommeren til stor fryd for haveejere, der nyder synet af de farverige blomster. Du finder dem i alt lige fra blå og hvide til lilla og rosa farver.
Salvie i haven – sådan gør du
Du kan plante din salvie på friland lige så vel, som du kan plante den i et højbed, hvis det passer bedst ind i din have. Du kan vælge at så salvie med frø eller udplante en salvieplante købt hos grønthandleren eller i supermarkedet.
- Sår du salvie med frø? Fyld dit højbed med ¾ jord, og pres frøene ca. 1 cm ned i jorden. Det er vigtigt, at du vander din salvieplante godt, men gå efter at jorden er fugtig fremfor våd. Placér dit højbed i en masse lys, og fugt jorden jævnligt. Din salvieplante vil spire efter 4-5 uger, og derefter bør vandingen holdes sparsom.
- Udplanter du din salvie? Plant den i et højbed, hvor der er meget sollys i løbet af dagen – gerne i starten af foråret. Salvieplanter vokser godt, og derfor er det optimalt med god plads. Vand den efter vejrforholdene, dog aldrig for meget.
Pasning af salvie i højbed
Når først din salvie har etableret sig, er det altså utroligt nemt at passe og få rig glæde af den. Hvis du jævnligt plukker salvie, er det ikke nødvendigt at beskære, men hvis den begynder at udvikle kraftige stilke og vokse sig meget stor, kan du beskære en smule. Dette skal helst være lige inden foråret, så den kan spire igen.