Dyrkning af persille

Persille er godt i mange retter – både danske og udenlandske. Når du handler ind til aftensmaden, er det nemt lige at gribe en potte med persille i køledisken i supermarkedet, når nu det står på ingredienslisten. Men du kan faktisk sagtens dyrke det i haven derhjemme, og det vil vi gøre dig meget klogere på i dette indlæg. For sandheden er, at hjemmedyrket persille bare smager bedre!

Persille er ikke bare persille

Der findes to typer bladpersille, som vi oftest bruger i det danske køkken – nemlig kruspersille og bredbladet persille. Som navnet antyder, er kruspersille mere kruset i bladene, og det er helt sikkert den krydderurtesort, de fleste tænker først på, når persille nævnes.

Bredbladet persille har en kraftigere smag, som skyldes indholdet af æteriske olier og er derfor også rigtig gode at bruge i madlavningshenseender. Nogle har præferencer for det ene fremfor det andet af forskellige grunde. For eksempel mener nogen, at bredbladet persille er nemmere at rengøre.

Persille i haven – sådan gør du

Ligesom mange andre krydderurter er persille bedst at så, når frosten er ovre. Persille spirer nemlig bedst i varmere vejr, og derfor er det også temperaturen, der afgør, hvor hurtigt din persille kommer ud af starthullerne. Du kan også forspire din persille et døgn i et glas vand først, da det kan få dem til at spire hurtigere. Generelt har persille dog en lang spiretid på omkring 6 uger, men så har du også persille til hele året, samt du kan glæde dig til nye skud året efter. 

Persillen skal både have sol og skygge for at få den helt rigtige bløde, men friske konsistens i bladene. Til gengæld bidrager solen til en mere intens smag. Jorden bør være gødet, så den passer til persillen, og det kan du gøre ved at drysse kalk og sprede kompost ud, inden du planter.

Når du skal så din persille, kan du med fordel gøre det i højbed, så du kan forberede jorden til netop dette. Så din persille i rækker med ca. 30 cm mellem rækkerne, og dæk frøene let med jord og kompost, som hjælper til, at persillen spirer. Der er ikke forskel på metoden alt efter, om du dyrker kruspersille eller bredbladet persille.

Tips til persilledyrkning:

  • Du kan forkultivere din persille i en krukke i vindueskarmen, indtil den er klar til at plantes i bedet udenfor. På den måde vil planten have rigtige blade, når du flytter den udendørs.
  • Du kan med fordel så en række radiser op ad persillerækkerne, som kan være et pejlemærke i forhold til, hvor du har plantet din persille. Det skyldes, at radiser har en hurtig spiretid.
  • Hvis du har været for tidligt ude med at så din persille i højbedet udendørs, kan du dække jorden til med en fiberdug, som nok skal holde på varmen.

Pasning af persille i højbed

Når du har sået din persille, er det vigtigt, at du løbende holder jorden fugtig – også når planterne er blevet store. Det kan du gøre ved at vande løbende, men også ved at dække jordens overflade med halm, visne blade eller bark, som bevarer fugtigheden. Samtidig skal du huske at vande jorden, hvis vejret ikke sørger for det naturligt.

Persille kan vokse sig store samt sprede sig meget, men det er vigtigt, at du sikrer omkring 10-15 cm mellem hver persilleplante. På den måde undgår du, at de krydsbestøver hinanden, samt at væksten stopper.

Sørg også for at fjerne ukrudt i højbedet med persillen, da ukrudtet sætter en stopper for persillens trivsel ved at overtage næring og fugt fra jorden. Du må høste persille fra midt juni, hvis planten har vokset sig stor nok. Vær dog opmærksom på ikke at klippe for meget af i starten.