Dyrkning af løg i højbed

Forestil dig en klassisk spaghetti/kødsovs uden løg som en af smagsgiverne, en stor burger uden det knasende og friske element eller en løgfri tzatziki, som mangler både smag og fylde. Med andre ord er løg en grøntsag, som de færreste nok vil undvære i køkkenet!

Er du en af dem, som også får glæde af løg i et væld af retter? Så kan du med fordel læse med her, så du kan blive klogere på, hvordan du kan blive selvforsynende, så du altid har hjemmedyrkede løg lige ved hånden.

Hvilken dyrkningsmetode skal du vælge?

Men når først du har besluttet dig for at dyrke løg, så møder du fra start et af de første valg, du skal tage i processen. Hvilken dyrkningsmetode skal du vælge?

  • Du kan vælge at så dine løg med frø. Det kræver helt naturligt god tid og ekstra tålmodighed, og derfor tyr mange til en metode, som er lidt mindre omstændig.
  • Når du bruger sætteløg, sætter du hele løg i jorden, og det giver dig en tidligere høst. Dog kan du her blive begrænset på sorter, som måske kun findes som frø. Med sætteløg bliver løgene dyrket året før og opbevaret varmt over vinteren, så de er klar til at komme i jorden i foråret.

Rødløg, zittauerløg, skalotteløg eller noget helt andet?

Et løg er ikke bare et løg. Hver sort har sine fordele, og du skal selvfølgelig vælge dem, der har de bedste muligheder for at gro, og som du samtidig kan få rig glæde af, når de er høstet.

  • Rødløg findes i sorter som Csardas og Red Baron.
  • Zittauerløg er det løg, som oftest anvendes i danske køkkener og findes i sorter som Cupido og Stuttgarter Riesen.
  • Skalotteløg har en mildere smag og bruges ofte i gourmetmad. Du kan bruge sorter som Golden Gourmet og Red Sun.

Du kan også vælge at så salatløg eller bananløg, som er lidt mindre udbredte varianter.

løg fra højbed

Hvornår og hvordan skal jeg sætte løg?

Når du vælger sætteløg, findes de i flere forskellige størrelser. Jo store dine sætteløg er, desto hurtigere vil du kunne høste dem. Dog er det også ofte dyrere at købe de større sætteløg, så det kan være en fordel at overveje, om de små varianter er en mere økonomisk løsning. Vær derudover lidt kræsen, når du vælger, hvilke du vil sætte – på den måde opnår du den mest gunstige høst.

Stikløgene er ikke så krævende i forhold til jordforholdene, men de foretrækker en fuld solplacering. Samtidig skal du fokusere på at holde jorden fugtig og nærende på 20-30 cm dybde, da løgene ikke kommer dybere end det. Den bedste form for gødning er kompost, som spredes på hele arealet.

Hvor tidligt kan du gå i gang med at sætte?

Ligesom alt andet, der skal i jorden, afhænger det af vejret, hvornår du kan gå i gang. Det er vigtigt, at nattefrosten er ovre, så dine løg ikke går i stok, og det vil oftest være i løbet af april. Hvis du er i tvivl, om hvorvidt du er gået i gang for tidligt, kan du overdække højbedet med en filtdug.

Hvor tæt og dybt skal løgene sættes?

Det er nemt at sætte sætteløg, da de kun lige skal så dybt ned, så løgets spids titter op over jordoverfladen. Lav rækker, hvor du kan placere løgene med 12-15 cm afstand, og sørg for at trykke jorden godt fast omkring løgene. Hvis du laver flere rækker, skal du sørge for en afstand på 30-50 cm. Du kan variere i afstand alt efter, om du ønsker mange mindre løg eller færre større løg.

Hvordan passes løgene bedst?

Det vigtigste, når du dyrker løg, er at holde højbedet frit for ukrudt. Samtidig skal du være ekstra opmærksom på at vande i maj og juni, hvor vækstfasen er på sit højeste.

Når løgene er klar til høst

Du kan se, om løgene er klar til høst ved at kigge på løgtoppen. Den skal gerne være blød og ligge indover jorden. Dernæst kan du nemt trække løgene op og lade dem tørre ovenpå jorden i omkring 1 uge. Hvis vejret er regnfuldt, bør du lægge dem til tørre på et luftigt og overdækket sted.

Grunden til at løgene skal tørre er, at det sikrer en lang holdbarhed for dem. Du kan dog også benytte løgene med det samme, hvis det er til frisk brug. Det er vigtigt, at du ikke klipper løgtoppen af.

Gode råd mod skadedyr og skimmel:

Skadedyr er generelt ikke noget, du skal bekymre dig om, når du dyrker løg. Til gengæld kan løgskimmel blive et problem, og det er svært at begrænse, når det først har fået fat. Løgskimmel kommer oftest i højsommeren, hvis luftfugtigheden om natten er høj. Du kan se det på det hvidlige – nogle gange violette – skær på bladene. Der kan være forskel på, hvor slemt løgskimmel er, men hvis det er voldsomt, bør du fjerne de angrebne løg.